Spring til indhold

Den gamle mand og hesten

Den gamle mand og hesten er en gammel kinesisk folkefortælling, som er fantastisk og rør ved nogletaoismens hjørnesten. Jeg har læst forskellige udgaverfortællingen, men den som jeg har valgt at dele her på siden, er den mest kødfulde og beskrivende, jeg har fundet indtil videre.

Fortællingens moraler har flere gange mindet mig om, at man kan og bør vælge at anskue en situation i et mere neutralt lys, end man måske spontant gør.

Den lærer os, at vi ikke altid ved med det samme om noget, der sker for os, er godt eller skidt. For hvad der virker skidt nu, kan vise sig at være for det bedste senere og omvendt. Derfor bør vi i stedet prøve at lære at holde os til fakta, og koncentrere os om det, vi reelt har en indflydelse på nu og her.

Fortællingen går således:

Der var engang en gammel og fattig mand. Han boede i en lille landsby med sin søn. Selvom den gamle mand var fattig, var alle – selv kongerne misundelige på ham. Han havde nemlig den smukkeste, stærke, hvide hest. Flere gange havde kongerne forsøgt at købe den gamle mands hest. De havde tilbudt ham mange penge, men den gamle mand ville ikke sælge hesten. “Denne hest er ikke bare en hest for mig.” Svarede han, når han fik et tilbud “Han er en ven og ikke en, jeg ejer. Hvordan kan jeg sælge en, som jeg ikke ejer?”

Så en morgen var hesten ikke at finde i sin stald. Hele landsbyen samledes hos den gamle mand og sagde, “Fjollede gamle mand. Vi vidste på forhånd, at en dag ville hesten blive stjålet. Du er så fattig, at du ikke har mulighed for at beskytte så værdifuld en hest. Du skulle have solgt den, mens du kunne. Nu er den væk sikke et uheld.”

Den gamle mand svarede, “I dømmer for hurtigt, sig i stedet, at hesten ikke er i sin stald. Dette er et faktum, alt andet, I siger, er gætteri. Om det er held eller uheld, ved jeg ikke endnu. For dette er kun en lille bidhele historien.”

Landsbyens folk grinte ad den gamle mand. De tænkte, at han var blevet tosset. De havde altid vidst, at han var lidt skør. Ellers ville han jo have solgt sin hest og levet rigt.

Den gamle mand var skovhugger, og selvom han var gammel, fældede han stadig træer og bragte dem fra skoven til landsbyen for at sælge dem. Han levede fra hånd til mund. Jo, nu var det helt sikkert, han var blevet tosset.

Efter femten dage vendte hesten tilbage. Han var ikke blevet stjålet, han var blot sluppet udstalden. Ikke nok med at hesten var kommet tilbage, han havde fået følgeskabet dusin vilde heste.

Landsbyens folk samledes endnu en gang. Denne gang sagde de, “Gamle mand, du havde ret, og vi tog fejl. Det var ikke uheld, det viste sig at være held. Vi er kede af, at vi var så insisterende før.”

Den gamle mand svarede, “Igen dømmer I for hurtigt. Sig i stedet at hesten er tilbage, og den har taget tolv andre heste med sig, men lad være med at vurdere, om det er held eller uheld. Medmindre I kender hele historien, hvordan kan I så vurdere det? Dette er blot en lille bidden.” Den gamle mand fortsatte, “Hvis I kune læser en sideen bog, hvordan kan I så vurdere hele bogen? Livet er så omfangsrigt, at en enkelt begivenhed ikke kan have en absolut betydning for helheden. Ingen kan sige, om hestene er held. Ingen ved det endnu. Jeg lever et lykkeligt ikke dømmende liv. Stop nu med at forstyrre mig.”

Denne gang havde landsbyens folk ikke meget at sige. Måske havde den gamle mand ret, så de forblev stille. Men inderst inde tænkte de, at han nu alligevel tog fejl. For et dusin smukke heste havde fulgt med den gamle mands hest tilbage. Med lidt træning kunne de alle sælges for mange penge.

Den gamle mands unge søn begyndte at træne de vilde heste. En uge inde i træningen faldt hanenhestene og brækkede sine ben.

Igen samledes landsbyens folk. Og de gør, som folk nu gør, og dømmende sagde de, “Igen havde du ret gamle mand. De tolv hest var ikke held. De bragte uheld. Nu har din søn brækket sine ben. Han var din eneste hjælp på dine gamle dage. Nu er du fattigere end nogensinde.”

Den gamle mand svarede, “I er jo besatteat dømme. Forstå nu, at I endnu ikke kan vide om, det er held eller uheld. Sig i stedet blot, at min søn har brækket sine ben. Husk, dette bare er endnu en lille bidhistorien. Livet kommer i små bidder, og man bør kun dømme helheden.”

Få uger senere gik landet, de boede i, i krig med et naboland. Og alle de unge mænd i landet blev kaldt ind i militæret. Kun den gamle mands forkrøblede søn undgik på grundsine skader.

Landsbyen kom igen til den gamle mand og sagde, ”Du havde ret gamle mand. Din søns skader viste sig at være held. Han er muligvis forkrøblet, men han er hos dig. Snart kan han gå igen. Måske vil han halte lidt, men han vil ikke blive dræbt i krigen.”

Den gamle mand svarede, “I er umulige at snakke med. I bliver ved og ved med at dømme. Ingen ved, hvad fremtiden vil bringe. Sig blot at min søn ikke blev kaldt ind i militæret. Ingen ved, om det er held eller uheld. Det er umuligt at svare på endnu. Jeg lever fortsat lykkeligt ikke dømmende. Stop så med at forstyrre mig.”.