Spring til indhold

Overtroen bag et skæg

Lige siden jeg var en helt lille dreng, har jeg været fascineretskæg. Dengang havde min far et godt og stort skæg: brunt, fyldigt og mægtigt.

Jeg glædede mig meget til den dag, jeg skulle begynde at barbere mig og selv kunne gro et stort fuldskæg ligesom fars.

Den første gang min mormor spurgte mig om, jeg ville låne et viskelæder til at fjerne mit dunede overskæg, blev jeg glad. Endelig begyndte der at ske noget.

Men hvor gik det dog langsomt! Utålmodigt groede jeg det ene sølle dunede skæg efter det andet. Jeg skulle runde min 30 års fødselsdag før, jeg kunne gro et bare smule værdigt skæg. Man kan stadig ikke kalde det et fuldskæg. Der er stadig huller hist og pist, og jeg savner noget fylde, men måske lykkes det mig engang i fremtiden.

Jeg har lagt mærke til, at vidst mest er en mandeting, det at beundre et smukt og velholdt skæg. Om det er fordi det signalerer maskulinitet og manddom, at vi tillægger det en værdi, er jeg i tvivl om. Mestalt føler jeg, at mit skægt er blevet en delmin identitet.

Sammen med min utålmodighed for at kunne gro et skæg, voksede min tradition og overtro omkring skægget også. Med min voksende livserfaring og dertilhørende oplevelsersucces, prøvelser, tab og vind, er mit skæg begyndt at tage form efter, hvad lige nu arbejder med på min rejse.

Lad mig komme med et eksempel:

Vi kommer alle til i løbetvores liv ud for at skulle kæmpe for noget eller nogen, vi har kær. I de kampe er det vigtigt for mig, at finde min rolle. Skal jeg være ham, som fører an og bærer det metaforiske sværd hævet til det sidste, eller er jeg stenen, som andre finder støtte, hvile og trøst fra?

Det er blevet min tradition, når der er optræk til endisse kampe, at lade skægget gro. Det gør jeg (igen metaforisk) for at skjule mine ar fra tidligere kæmpede slag, samt skjule min frygt og mine svagheder. Jeg laver min egen form for krigsmaske.

Nogleslagene vinder man, og når man vinder, skal det fejres. Det betyder, at jeg kan lade skægget stå som mit sejrstrofæ. Når jeg er færdig med at banke mig selv på brystet, og hverdagen igen melder sig, barberer jeg skægget tilbage til normal form og længde igen.

Nogle slag taber man. Her er vigtigt for mig at indse og indrømme at slaget er tabt. Nu er det tid til at komme videre. Sårene skal slikkes og heles. For at hjælpe mig til at indse kampens tab og for at kunne lade sårene hele, barberer jeg skægget af. Med et nøgent ansigt kan jeg ikke længere gemme mig. Det er nu tid til at finde ud af, hvad kampen eller udfordringen har bragt med sigvisdom. Hvad kan jeg læreden. Hvordan kan jeg blive stærkere, klogere og bedre til næste gang, trommerne begynder.

Det lyder skørt nu, hvor jeg selv læser mine egne ord og tanker. Det minder mig om, om sportsudøvere der gror et mesterskabsskæg. Mit skæg gror i stedet til livets kampe og udfordringer, og selvom det lyder skørt. Så passer det mig godt.