Tradinglog: Januar 2026

Jeg har brug for hjælp

Da jeg satte mig ned i min ferie i januar for at finde ud af, hvor mit fokus skulle være de kommende tre måneder, var der især en ting, som var helt sikkert for mig. Hvis jeg nogensinde skulle blive en profitabel trader, måtte jeg begynde at tage det alvorligt.

Jeg har før begyndt at tage min trading alvorligt, ligesom jeg i et tidligere liv flere gange begyndte at spise sundere for at tabe mig. Dengang skulle der drastiske midler i brug for at skabe varige ændringer. Og det skal der vist også til for at hjælpe min trading.

Det er ikke fordi, jeg er en dårlig trader. Jeg har nogle dårlige vaner, der ødelægger min profit, og som jeg må tvinge mig til at se i øjnene og forandre. For at hjælpe mig med at tydeliggøre mine dårlige vaner, har jeg brug for hjælp.

Den hjælp består indtil videre af to dele. Den første del er tradingjournalen Tradezella, hvor jeg skriver alle mine handler ind, analyserer dem og tydeligt kan se, hvor god eller dårlig jeg er til at følge min plan.

Den anden del er tradingloggen her på Le Bobs. Her gennemgår jeg, til skue for hele verden, min måned på markederne og fortæller mig selv og mine læsere, hvad mine dårlige vaner er og finder ud af, hvordan jeg skiller mig af med dem. Bare tanken om at skulle blotte mig på denne måde er meget ubehagelig. “Kom verden, kom og se, hvor Le Bobs smed sin profit væk denne måned.” Ja tak, det er noget, som giver hår på brystet og brede skuldre, håber jeg.

Overblikket over min januar

Nå, skal vi ikke bare få revet plasteret af og komme i gang?

Min januar endte efter en skidt start med alligevel at blive profitabel. Jeg har tjent 2.500 kr. Men min Zella Score på 37,45 fortæller sandheden. Der er plads til forbedring.

  • Win %: Jeg vandt kun 28,57% af mine handler. Det er 2 vundne og 5 tabte.
  • Profit factor: Jeg har en profitfaktor på 1,98. Det betyder, at jeg er profitabel, men jeg ser plads til forbedring.
  • Average win/loss: Mit gennemsnitlige win/loss er flot. Når jeg taber, taber jeg lidt. Og jeg formår at lade mine vindere løbe. Det er et vigtigt plus.
  • Recovery factor: Jeg tabte 3 handler i træk, som kvæler min mulighed for at genoprette min kapital, hvis jeg fortsætter med at trade på samme måde.
  • Max drawdown: Her ser vi også, hvordan mine 3 tabte handler i træk forøgede månedens samlede tab og derved også min mulighed for at være profitabel.
  • Consistency: Her ser vi igen resultatet af de efterhånden famøse 3 tabte handler. De ødelægger den stabilitet, jeg ønsker at have.

De famøse 3 tabte handler og min tradinggave

Jeg er født med en unik tradinggave, jeg kan forudsige markedsbevægelser (ironi kan muligvis forekomme). De 3 tabte handler viser tydeligt en dårlig vane, jeg har.

Jeg kan overtale mig selv til at lægge min playbook til side og tage handler, som jeg i øjeblikkets usædvanligt klare lys skriger til mig af selvfølgelighed. Prisbevægelserne fortæller mig, at jeg er den udvalgte, ham som er et med markederne. Og jeg skal gå lang nu, uanset hvad min playbook ellers siger.

Det mærkelige er bare, at når jeg gør det, så taber jeg så godt som altid. Nedenfor er et eksempel til skræk og advarsel for alle.

I dette eksempel ignorerer jeg det, der nu ligner et flot head and shoulders, lower highs, samt to flotte s/r linjer og lægger min playbook til side. Markedsguderne fortæller mig, at MGC om lidt vil flyve nordpå, og der er intet, der vil stoppe den.

Det stunt formåede jeg at lave tre gange i januar, hvilket er grunden til, at jeg nu bruger Tradezella og Le Bobs til at udpensle og få stoppet bl.a. den vane.

Lad dine vindere løbe

Det var heldigvis ikke kun dårlige handler, jeg foretog mig i januar. Der er en handel, som særligt skiller sig ud. Desværre har jeg ikke kunnet tegne den ind i Tradezella, men jeg fik taget et par screenshots på min telefon.

Det er en handel på MNG, som jeg tog af to grunde. Handlens risiko var lille (500 kr. for 1 futureskontrakt), og prisbevægelserne minder om, når MGC er i kraftig bulltrend.

Screenshottet ovenfor viser handlen omkring 3 timer inde. Jeg købte ved bruddet af den røde trendlinje, og på dette tidspunkt er jeg næsten handlingslammet. Skal jeg tage profit? Skal jeg lade den løbe?

Jeg valgte at lade handlen fortsætte. Jeg havde ingen idé om, hvad markedet ville gøre, når det tyske og engelske marked åbnede for alvor.

Jeg følger handlen i løbet af min arbejdsdag og venter med spænding på, hvad åbningen af det amerikanske marked vil give mig. I løbet af dagen forsøger jeg at tegne nogle trendlinjer ind, som kan fortælle mig, hvornår jeg skal lukke handlen.

Omkring klokken 16.40 går alarmen på min telefon. Prisen har brudt min nærmeste trendlinje, og jeg lukker handlen med en gevinst på 8,42R. Det er en rekordhandel for mig og grunden til, at min januar blev profitabel.

Jeg er rigtig tilfreds med den handel. Og den står som et klokkeklart eksempel på, hvordan min trading skal være, når alt bare spiller.